Våd sankt Hans

En juni til den kølige og fugtige side berigede naturen og fællesområdet med en tung gang regn om eftermiddagen d. 23. juni, så græs og ikke mindst det fint forberedte bål, var godt gennemvådt da romerne troppede op kl. 21 i Dalen.

Formanden holdt en kort tale om skt. Hans-traditionen og så der blev hældt godt med tændvæske på bålet. Ilden slukkede igen. Tændtes igen - og tiden gik. Nogle romere hentede aviser, grill-briketter, brænde, ukrudtsbrændere og andet brændbart og ved Paul Paludan-Müllers vedholdende indsats med hø-greben lykkedes det efter en times tid at få varmet og tørret det hele så godt igennem, at ilden endelig tog fat. De tålmodige romere istemte midsommervisen og hyggede i varmen og lyset fra bålet.